
Halstørklæde med striber
Dette halstørklæde er hurtigt og nemt at strikke, der bruges både hoved- og ribapparat så der strikkes rundt i glatstrik. Striberne strikkes i brede baner og i forskellige farver – her er de sammensat lidt tilfældigt men kan sagtens sammensættes i et mere afstemt mønster og farvepalette.
Der strikkes rundt på hoved- og ribdelen i et langt stykke som et rør. Tørklædet kan strikkes i den længde som ønskes men her er tørklædet strikket så det kan vikles rundt om halsen et par gange.
Længde: 2 meter
Bredde: 25 cm – lagt dobbelt og 50 cm hele vejen rundt
Materialer: Uld/Merino 33/2 i forskellige farver
Strikkefasthed: Tension 3.6 på både hoved- og ribdelen
Der strikkes med 2 tråde, og strikkes rundt så det strikkede bliver dobbelt.
Slå op til rundstrikning med 44 masker på hovedapparat og 44 masker på ribdelen. Brug den nylonsnor som fulgte med strikkemaskinen eller en snor af samme tykkelse som det der skal strikkes med, og som har en glat overflade.
Når der er slået op, strikkes med de ønskede farver i varierende striber, sæt vægte på i siderne af det strikkede og flyt dem med undervejs som det strikkede tørklæde vokser. Lad opslåningskammen blive siddende, og rul det færdige strik rundt om kammen og sæt et par almindelige klemmer i siden af det strikkede og det oprullede på kammen.

Fortsæt strikningen til tørklædet har den ønskede længde. Skift til restegarn og strik 8-10 rækker med restegarn og tag det strikkede af maskinen.
Hæft ender, og sy aflukningskanten sammen med maskesting.



