Hvad kan gå galt ?

Der er flere ting som kan gå galt når der strikkes på maskine, men der er som regel en årsag til problemerne og de kan løses, så du kan komme videre med strikkeprojektet.

Desværre kan problemerne ind imellem give anledning til frustration, raseri-anfald, knurren, fortvivlelse, lang række bandeord og meget mere, når årsagen til problemet ikke kan findes medmindre at det giver sig selv med det samme.

Nedenfor er en liste over nogle af de problemer som oftest opstår ved maskinstrikning, og hvordan de kan løses.

Forkert nålestilling

Hvis nålene ikke indstilles rigtigt før du begynder at strikke, kan du risikere at tabe masker, masker bliver ikke strikket eller lange garnløkker. Det er surt at have gjort klar til et nyt projekt, og strikker den første række som giver problemer fordi du ikke lige har dobbelttjekket at nålene er indstillet som de skal, eller en enkelt står forkert.

Forkert slæde

Du kommer til at bruge hulmønsterslæden eller ribslæden i stedet for hovedslæden, eller det kan også være lige omvendt, så enten bliver der strikket hulmønster hvor der ikke skulle være hulmønster, eller en række masker hvor garnet ikke ikke sidder ordentligt fast og danner lange tråde.

Løsningen er forsigtigt at pille rækkens masker op, sætte den korrekte slæde på og strikke rækken igen.

Forkert garnspænding

Du får ikke lige sat den rigtige maskespænding inden du går i gang med at strikke, det kan betyde at maskerne enten bliver alt for løse og har tendens til at hoppe ud over nålen, eller at maskerne bliver meget stramme så det er svært at trække slæden henover.

Hvis maskespændingen er for løs, kan det også medføre at garnet slet ikke får fat i nålene og i stedet kludrer sammen over nålene og slæden ender med at sidde fast.

Garnet er for tykt eller tyndt

Hvis du vælger et garn som er for tykt til strikkemaskinen, kan garnet ikke bevæge sig mellem og på nålene for derved at danne masker, og så ender det med lange løkker af garn som ikke sætter sig fast i nålene. Samtidig vil slæden føles meget tung at køre hen over maskerne.
Det samme gælder for tyndt garn som ikke bliver fanget af nålene og derfor laver lange løse tråde på bagsiden af arbejdet.

Glemmer at nulstille rækketælleren

Du glemmer at sætte rækketælleren på 0 inden du starter et nyt projekt og du strikker derudaf inden du opdager fejlen. Udover at du ikke ved hvor mange rækker du har strikket så er der også risiko for at det giver problemer hvis du samtidig strikker mønster.

Bruger det forkerte hulkort eller glemmer at skifte mønsternr.

Du opdager efter de første par strikkede rækker at det er det forkerte hulkort som sidder i strikkemaskinen, du har glemt skifte det. Eller i strikkemaskinens mønsterpanel, har du glemt at vælge det rigtige mønsternr.

Der er ikke meget andet at gøre end at pille op og sætte det rigtige hulkort i/vælge det rigtige mønster og starte forfra hvor mønsteret skulle begynde. Husk altid at dobbelt-tjekke at det nu er det rigtige mønster som sidder i hulkortholderen eller er valgt på panelet inden du går i gang med at strikke.

Ikke tilstrækkelig rengøring

Det er vigtigt regelmæssigt at fjerne garnstumper og fra strikkemaskinen, så brug en tør klud til de store overflader og brug en lille børste til nålesengen og slædens mekanik på undersiden. Husk også at give de bevægelige dele lidt olie på en klud – du kan finde vejledning i manualen til din strikkemaskine.

Hvis maskinen ikke passes og plejes, vil nålene ikke bevæge sig frit eller slæden har svært ved at køre hen over nålene og det bliver svært at strikke og giver tabte masker, slæden sætter sig fast mv.

Back to top button